Bestyrelsens og direktionens vederlag



1. Vederlag

Nørby-udvalgets anbefalinger:

Det anbefales, at det samlede vederlag (grundløn, bonus, kursrelaterede incitamentsordninger, pension, fratrædelsesordninger og andre fordele) ligger på et konkurrencedygtigt og rimeligt niveau og afspejler direktionens og bestyrelsens selvstændige indsats og værdiskabelse for selskabet.

Novozymes gør følgende:

Novozymes følger denne anbefaling.

Direktionens løn og øvrige vederlag fastsættes af formandskabet baseret på omfattende statistisk grundlag og øvrige undersøgelser, som involverer sammenlignelige virk­somheder.

Indstilling vedrørende bestyrelsens honorar udarbejdes ligeledes på grundlag af undersøgelser af sammenlignelig praksis.

2. Vederlagspolitik

Nørby-udvalgets anbefalinger:

Det anbefales, at bestyrelsen vedtager en vederlagspolitik, og at selskabet oplyser om indholdet heraf i årsrapporten.

Det anbefales, at vederlagspolitikken afspejler aktionærernes og selskabets interesser, er tilpasset selskabets specifikke forhold og er rimelig i forhold til de opgaver og det ansvar, der varetages samt at den fremmer langsigtet adfærd og er gennemsigtig og klart forståelig.

Det anbefales, at vederlagspolitikken indeholder en redegørelse for grundlønnen, grundlaget for at opnå bonus og kursrelaterede incitamentsordninger, pensionsordninger og andre fordele samt for forholdet mellem grundlønnen og disse.

Det anbefales, at selskabets rapportering om vederlagspolitikken indeholder en redegørelse for, hvordan vederlagspolitikken er gennemført i det foregående regnskabsår, i det indeværende regnskabsår samt hvordan den påtænkes fulgt i det følgende regnskabsår.

Novozymes gør følgende:

Novozymes er enig i denne anbefaling og har udarbejdet en vederlagspolitik, som opfylder disse kriterier. Denne politik blev blandt andet beskrevet af formanden i dennes beretning på den ordinære generalforsamling 2004 og vil desuden i over­ordnede træk blive beskrevet i årsrapporten for 2005 og fremover. Derudover vil formanden i lighed med tidligere år redegøre nærmere for disse forhold på selskabets ordinære generalforsamling.

Nørby-udvalgets anbefalinger:

Det anbefales, at selskabets vederlagspolitik omtales i formandens beretning på selskabets generalforsamling, og at bestyrelsens vederlag for det indeværende regnskabsår fremlægges til godkendelse på den generalforsamling, hvor årsrapporten for det foregående år forelægges til godkendelse.

Novozymes gør følgende:

Novozymes har til hensigt at fortsætte sin hidtidige praksis, ifølge hvilken bestyrelsens honorar for det foregående år fremlægges til godkendelse som en integreret del af årsregnskabet for det foregående år. Derved bliver der ifølge Novozymes’ opfattelse bedst sammenhæng mellem honorarets størrelse og aktionærernes syn på den værdiskabelse, som bestyrelsen har tilført selskabet i det forgangne år.

3. Åbenhed om vederlag

Nørby-udvalgets anbefalinger:

Det anbefales, at der i årsrapporten gives oplysning om størrelsen af henholdsvis de enkelte bestyrelsesmedlemmers og de enkelte direktionsmedlemmers samlede specificerede vederlag og andre fordele af væsentlig art, som ledelsesmedlemmer modtager fra selskabet og andre selskaber i samme koncern.

Vedrørende pensionsordninger anbefales det, at der, såfremt der er tale om en bidragsdefineret ordning, oplyses om de bidrag, der er indbetalt eller skal indbetales af selskabet for ledelsesmedlemmet for det relevante regnskabs­år, og såfremt der er tale om en ydelses­defineret ordning, oplyses om ændringer i ledelsesmedlemmets opsparede ydelser i løbet af det relevante regnskabsår.

Novozymes gør følgende:

Novozymes vil i årsrapporten give de anbefalede oplysninger, dog således at oplysninger vedrørende bruttoløn, bonus, pension og andre vilkår, som ikke kan betegnes om kursrelaterede incitaments-ordninger, for direktionens vedkom-mende alene afgives for gruppen som helhed og ikke på individuelt plan. Bestyrelsen er således af den opfattelse, at oplysninger om de enkelte direktørers bruttoløn mv. dels er af fortrolig og personlig karakter og dels er af begrænset brugbarhed for eksisterende eller potentielle aktionærer i selskabet.

4. Principper for etablering af incitamentsprogrammer

Nørby-udvalgets anbefalinger:

Det anbefales, at bestyrelsen som et led i vedtagelsen af selskabets vederlagspolitik fastlægger principper og retningslinjer for udformningen af eventuelle incitaments­programmer for selskabets direktion og bestyrelse, og at disse afspejler aktionærernes og selskabets interesser, er tilpasset selskabets specifikke forhold og er rimelige i forhold til de opgaver og det ansvar, der varetages.

Det anbefales, at bestyrelsen ikke aflønnes med aktieoptionsprogrammer, men eventuelt med bonusprogrammer og aktier til markedskurs, og at det er generalforsamlingen, der træffer beslutning om incitamentsordninger for bestyrelsen.

Hvis direktionen aflønnes med aktie- eller tegningsoptioner, anbefales det, at programmerne gøres revolverende (det vil sige optionerne tildeles og udløber over en årrække), og at indløsningskursen er højere end markedskursen på tildelingstidspunktet.

Det anbefales, at programmerne i øvrigt udformes på en sådan møde, at de fremmer langsigtet adfærd, er gennemsigtige samt klart forståelige, også for udenforstående, og at værdiansættelsen sker efter anerkendte metoder.

Novozymes gør følgende:

Novozymes følger denne anbefaling.

5. Oplysning om indførelse af incitamentsprogrammer

Nørby-udvalgets anbefalinger:

Det anbefales, at aktionærerne i forbindelse med indkaldelsen til en generalforsamling, hvorpå der skal tages stilling til tegningsoptioner eller anden aktiebaseret incitamentsordning, orienteres om beslutningen i overskuelig form, og at orienteringen indeholder oplysninger om ordningens væsentligste betingelser og vilkår samt hvilke medlemmer af bestyrelsen og direktionen, der deltager i ordningen.

Novozymes gør følgende:

Novozymes følger denne anbefaling.

6. Fratrædelsesordninger

Nørby-udvalgets anbefalinger:

Det anbefales, at oplysninger om fratrædelsesordningers væsentligste indhold offentliggøres i selskabets årsrapport.

Novozymes gør følgende:

Novozymes er enig i denne anbefaling, dog således at det forbeholdes at und­lade at offentliggøre oplysninger, som måtte være af fortrolig eller personlig karakter i forhold til den enkelte direktør. I årsrapporten vil hovedprincipperne for direktionens fratrædelsesvilkår blive gengivet.

Søg Products and Solutions

Copyright © 2008 Novozymes.