Novozymes indfører principper for forrretningsintegritet



Med klare principper for forretningsintegritet ønsker vi at fremme gennemskuelighed og slå vores holdning fast både i og uden for virksomheden.

Forretningsintegritet styrker den globale økonomi

Korruption tynger den globale økonomi. Verdensbanken skønner, at der hvert år betales over 1.000 milliarder dollars i bestikkelse på verdensplan, og at den globale økonomiske vækst kunne blive helt op til tre procentpoint højere, hvis der ikke var korruption. Desuden viser Verdensbankens beregninger, at korruption udgør en ekstraomkostning ved direkte udenlandske investeringer på ikke mindre end 20 %.

Derfor begynder flere og flere interessenter at spørge virksomhederne om deres holdning til korruption og om, hvilke interne systemer de benytter for at forhindre bestikkelse. Den amerikanske antikorruptionslov (The Sarbanes-Oxley Act) er en udløber af den stigende interesse i at komme korruption til livs. Et andet eksempel på et målrettet initiativ er, at FN’s Global Compact i 2004 tilføjede et nyt princip, som forpligter virksomhederne til at modarbejde korruption, på linje med de eksisterende principper til fremme af menneskerettigheder, gode arbejdsforhold og et bedre miljø.


Klar holdning og gennemskuelighed

Som en global virksomhed med aktiviteter i mange lande vil Novozymes gerne vise, at det er muligt at drive en sund forretning på grundlag af værdier som ansvarlighed, troværdighed, åbenhed og ærlighed. Denne holdning har præget Novozymes i mange år og vil fortsat gøre det. I tråd med dette har vi som et nyt initiativ indført forretningsintegritet som en del af vores arbejde med bæredygtighed.

Det er udmøntet i en præcisering af vores værdier i form af seks forretningsetiske principper (se nedenfor). Principperne er blevet integreret i vores globale kvalitetsstyringssystem; dermed ønsker vi at gøre det endnu lettere at gennemskue, hvordan vi driver forretning. Derudover vil det give medarbejderne bedre forudsætninger for at håndtere etiske spørgsmål.

Principperne er en kombination af obligatoriske globale principper og rammeprincipper, der skal præciseres lokalt. Fx slår vi fast, at Novozymes hverken giver eller modtager bestikkelse under nogen omstændigheder. I den modsatte ende af skalaen er udveksling af små symbolske gaver i forbindelse med forretningsbesøg og lignende. Da kulturelle traditioner varierer meget, har vi lokalt fastlagt øvre grænser for værdien af sådanne gaver.


Mere end bare ord

Vi har udviklet undervisningsmateriale og holder kurser for udvalgte medarbejdergrupper. Desuden har alle medarbejdere mulighed for at få rådgivning og for anonymt at rapportere, hvis de mener, at der er sket brud på vores forretningsetiske principper. En særlig Forretningsetisk komité skal sørge for at principperne bliver indført i praksis.


Novozymes' seks forretningsetiske principper:

  • Bestikkelse:
    Novozymes hverken modtager eller giver bestikkelse i nogen som helst form.
  • Facilitation payment:
    Novozymes bestræber sig på at undgå denne type betaling.
  • Hvidvaskning af penge:
    Novozymes deltager ikke hvidvaskning af penge. Alle økonomiske transaktioner skal dokumenteres.
  • Beskyttelsespenge:
    Novozymes betaler ikke beskyttelsespenge.
  • Gaver:
    Værdien af gaver, som Novozymes giver eller modtager må ikke overstige lokalt fastsatte bagatelgrænser.
  • Bidrag til politiske og velgørende formål:
    Novozymes giver ikke økonomiske bidrag til politiske partier. Bidrag til velgørende formål er underlagt forskellige restriktioner.
Copyright © 2008 Novozymes.