Adgangskrav: Grundforløbet Teknologi og Kommunikation fra en teknisk skole (ca. 6 måneders studier)
Elevtid: 3½ år
Skoleophold: Ca. 40 uger - fordelt over elevtiden
Eksamen: Svendeprøve
Arbejdssted: Kalundborg
Hvem er du?
Du er interesseret i teknik og it og vil gerne arbejde i en stor virksomhed som automatikfagtekniker. Du har initiativ, er selvstændig, ansvarlig og har lyst til teamwork.
Hvad laver en automatikfagtekniker?
En automatikfagtekniker er automatik- og procesområdets tusindkunstner. Man skal ofte overskride grænseskellene mellem forskellige fag, men arbejder mest med automation og elektrikerfaget og lidt med smedefaget. Typiske arbejdsopgaver er opstilling, programmering og indkøring af anlæg, vedligeholdelse, kalibrering og reparation samt udvikling.
Hvordan er uddannelsen?
I Novozymes er du med til at opstille og regulere maskinanlæg som for eksempel plc-styrede anlæg, og du udfører selv den nødvendige programmering. De daglige opgaver består i at sørge for, at maskinanlæggene fungerer perfekt. På dit team er der en elevvejleder, som udarbejder din uddannelsesplan og løbende sørger for opfølgning på din uddannelse. I uddannelsesforløbet kommer du ud i andre afdelinger for at få et indtryk af, hvordan deres produktion og arbejdsgange fungerer. I virksomhedspraktikken bliver du trænet i de teknikker, du har lært på skolen. Og du bliver delvist forberedt og oplært inden de enkelte skoleophold. Du kommer også i praktik på for eksempel et elektroværksted, og du får lov til at arbejde i vores forskellige afdelinger. Novozymes har mange elever, så dit netværk bliver stort. Du vil mødes med andre elever til sociale aktiviteter.
Fremtidsmuligheder?
Automatik- og procesområdet er voksende, og teknologiudviklingen går stadig hurtigere. Derfor byder fremtiden på masser af arbejde og udfordringer for automatikfagteknikerne, og det er bestemt et fag med fremtid i.