Brændstofethanol er den industri, der bidrager mest til Novozymes' salgsvækst i øjeblikket. Den hæsblæsende udvikling skyldes blandt andet, at ethanol står højt på dagsordenen hos verdens politiske ledere i en situation, hvor afhængighed af Mellemøstens olieressourcer, stigende oliepriser, et ønske om at reducere CO2-udslip og landbrugsinteresser sætter dagsordenen. Det åbner nye muligheder for Novozymes – og sætter virksomheden under pres på samme tid. Poul Ruben Andersen, der for nylig satte sig i stolen som ansvarlig for Novozymes' Marketing for brændstofindustrien, siger:
"Der sker så meget så hurtigt, at en af vores største udfordringer reelt er at følge med."
Store forhåbninger til anden generation
Man skelner mellem første og anden generation af brændstofethanol. Og hos Novozymes vil man være i front på begge dele.
Første generation bliver fremstillet af afgrøder, der også kan bruges som fødevarer, for eksempel majs eller hvede. Her er teknologien grundlæggende på plads. Anden generation er baseret på cellulosebaseret biomasse – for eksempel affaldsprodukter fra landbruget som halm. Her er der stadig behov for udvikling af teknologier for at gøre produktionen rentabel.
I sin 'tale til nationen' i januar talte USA's Præsident Bush blandt andet om anden generation af de gyldne dråber. Han sagde: "Vores mål er at få den nye type ethanol gjort praktisk anvendelig og konkurrencedygtig inden for de næste seks år."
I Kina vil de også være med. Landet har behov for alle sine afgrøder til mad og satser derfor stærkt på anden generation af brændstofethanol. De politiske ledere i Kina er endnu mere ambitiøse end Bush og har en målsætning om at være klar med den nye energiform om blot fire år.
Sådanne udmeldinger fyrer op under markederne og kræver øjeblikkelig handling. For Novozymes er kunsten at komme med i de rigtige partnerskaber. Et eksempel er, at Novozymes i juni kunne offentliggøre en treårig samarbejdsaftale med CRAC (China Resources Alcohol Corporation) om forskning i processer til at producere brændstofethanol af anden generation.
Li Li er salgsansvarlig for brændstofethanol i Kina, og han kan skrive under på, at den aftale er meget vigtig for Novozymes.
"Den treårige aftale er et meget vigtigt skridt her i Kina, hvor vi mærker et enormt behov for energi for at kunne fastholde den vækst, som landet er i," siger han.
Gode resultater
For at få succes inden for anden generation skal Novozymes levere meget kontante resultater. I Davis i USA har Novozymes' Joel Cherry og hans kolleger arbejdet med at gøre enzymerne til anden generation billigere. Og med støtte fra den amerikanske regering er det hidtil lykkedes at nedbringe prisen fra 5,40 dollars til mellem 0,10 og 0,18 dollars pr. gallon ethanol, og arbejdet fortsætter:
"Vi arbejder på anden generation af enzymer, øger udbyttet fra de eksisterende cellulasestammer og undersøger interaktionen mellem forbehandling, hydrolyse og gæring af biomasse," forklarer Joel Cherry.
Mangel på togvogne
Inden for første generation af brændstofethanol løber Novozymes’ medarbejdere mindst lige så hurtigt.
Små 400 km syd for de politiske udmeldinger i Det Hvide Hus sidder Bob Zupancic fra Supply Chain Operations i Franklinton. I det fredelige landområde i North Carolina kan han hver dag mærke dønningerne fra den store interesse. Som manager for Formulation, Packaging & Distribution er en af de mest akutte udfordringer lige nu at få de mange tons enzymer ud til kunderne. Da det er svært at finde lastbiler nok, har logistikafdelingen i Franklinton overvejet at benytte sig af togvogne. Men paradoksalt nok er den mulighed også ved at være udtømt, fordi ethanolbranchen fylder flere og flere togvogne op med ethanol eller med majs, som bruges i produktionen.
"Vi klarer det godt indtil nu, og jeg er sikker på, at vi nok skal blive ved med det, men man kan godt blive lidt svedt, når man ser på behovene ude i fremtiden," siger Bob Zupancic.
Men én ting er at distribuere produkter. En anden udfordring er at sikre kapaciteten til at producere de mange enzymer. Den opgave arbejdes der både på i Produktionen og i Forskningen, hvor medarbejderne hele tiden forbedrer processer og optimerer Novozymes’ produktionsstammer.
Hårdt arbejde i forskningen
Men det er ikke nok at holde snuden oven vande i forhold til de eksisterende produkter. For Novozymes er det også vigtigt at undgå, at enzymerne til brændstofethanol bliver standardvarer, hvor man kun kan kæmpe på prisen.
"Vi vil selvfølgelig gerne have en stor del af kagen, og det får vi kun, hvis vi kan levere nytænkning, der gør en forskel for vores kunder," forklarer Henrik Bisgård-Frantzen, som er funktionschef i Forskning & Udvikling i Bagsværd i Danmark.
Det mest vellykkede eksempel på det område er samarbejdet med en producent af brændstofethanol: Broin. I samarbejde med Broin har Novozymes' forskere i Japan, Franklinton og Danmark udviklet Novozymes XE, der blev lanceret i november 2004, og som gør producenten i stand til at springe et led over i produktionen af ethanolen – nemlig opvarmning af stivelsen til høje temperaturer. På den måde sparer producenten på energiregningen, får frigjort mere stivelse, forøget biproduktkvaliteten, får mere produkt gennem fabrikken og mindsker sine udledninger til miljøet. Ifølge Henrik Bisgård-Frantzen er det den slags nyskabelser, der kan gøre brændstofethanol til en kæmpe success for Novozymes. Derfor arbejder Novozymes da også intenst sammen med Broin på yderligere at forbedre processen for at bevare forspringet til konkurrenterne.
Mangel på ekspertise
I det hastigt voksende marked skal Novozymes kunne tilbyde den ekspertise, som kunderne forventer – og deres forventninger er store. Det mærker Catherine S. Belaski, der er account manager, tydeligt.
"Det er nogle gange ret overvældende," siger hun. "Kunderne er meget afhængige af vores ekspertise".
Hun forklarer, at mange kunder starter op nu uden selv at have den knowhow, der skal til for at drive en ethanolproduktion. Og det stiller store krav til både Novozymes' Salg og Customer Solutions, som da også har øget bemandingen i USA.
Men samtidig er den udvikling også en mulighed for at sætte sig tungt på markedet. Tom Burns fra Customer Solutions forklarer:
"Ingeniørvirksomhederne har bygget så mange fabrikker, og de fabrikker har brug for bestemte serviceydelser. Vi har ekspertisen til at levere netop dette, for eksempel via partnerskaber med de virksomheder, som leder fabrikkerne. Et eksempel er Novozymes' partnerskab med UBE. UBE har formået at sælge sine serviceydelser inden for ledelse til disse fabrikker, fordi virksomheden ikke kun leverer enzymer af højeste kvalitet – fra os – men også den tekniske knowhow og innovation, som understøtter dem. Novozymes' rolle i den forbindelse har været ret elementær – og det er det, som har givet UBE succes."
Godt udgangspunkt
"Der er tryk på i øjeblikket," siger Poul Ruben Andersen, der er ansvarlig for Marketing inden for brændstofethanol. "Men vi har et fantastisk godt udgangspunkt. Vores teknologier og ekspertise er nogle af de vigtigste nøgler til, at ethanolbranchen verden over kan nå deres mål. Opgaven er nu at sørge for, at vi fortsat kan klare alle de mange udfordringer, som vi står over for, samtidig med at vi hjælper ethanolindustrien med at vokse og udvikle sig," siger han.