Der skal biobrændsel i tanken af hensyn til miljøet. Men biobrændsel kræver råstoffer af høj kvalitet og det begrænser mængden. Nu åbner ny teknologi for at bruge affaldsolie til biobrændsel
Biodiesel kræver råvarer af god kvalitet. I dag er det ofte raps og soja, som også bruges i produktionen af fødevarer. Nu vil danske forskere finde en ny teknologi, så den kemiske produktion af biodiesel bliver optimeret, så bekymringen for miljøet og fødevaresituationen bliver mindre.
Højteknologifonden har bevilget 18 mio. kr. til forskningen i biodiesel i de næste tre et halvt år.
Projektets leder, Per Munk Nielsen, Novozymes A/S:
”Den kemiske proces kræver råvarer af god kvalitet, som ofte også kan bruges som fødevarer. Med enzymer vil vi kunne bruge råvarer af ringere kvalitet som fx animalsk fedt, genbrugt restaurantolie og spildprodukter, som ikke kan bruges som fødevarer.”
”Vi vil samtidig lave processer, som giver mindre CO2-bidrag, så om tre et halvt år har vi en teknologi, der dokumenteret er mere miljøvenlig. Om tre et halvt år vil der stå et anlæg, som i pilotskala kan dokumentere de forskningsmæssige resultater,” mener Per Munk Nielsen.
Virksomheden Emmelev A/S, der deltager i projektet, producerer allerede i dag biodiesel, og ser store perspektiver:
”Med den proces kan vi bruge langt flere råvarer end vi bruger i dag, hvor det primært er raps og soja. Så kan vi bruge affaldsolier, som vi kasserer i dag. Vi får kun hovedprodukter og ingen biprodukter,” siger salgschef i Emmelev A/S, Morten Simonsen.
Parterne bag forskningsprojektet er tre danske forskningsinstitutioner på DTU og Aarhus Universitet samt de danske virksomheder Novozymes og Emmelev A/S i Otterup.
Højteknologifonden støtter forskningen med 18 millioner kroner.