SØG
 

June 04 2008 / Presse

Grise og vaskemidler for et bedre miljø

Som den første danske virksomhed nogensinde deltager Novozymes i Green Week i Bruxelles. Formålet er at sætte fokus på, hvordan bioinnovation kan bidrage til at løse miljø- og klimaproblemer.

Green Week er en årlig begivenhed, der arrangeres af EU-Kommissionen, og som bringer politiske beslutningstagere og andre interessenter inden for miljøpolitik sammen. Green Week finder i år sted i perioden 3.-6. juni.

Ifølge Nickie Spile, President for Novozymes i Europa, deltager Novozymes i Green Week for at øge de europæiske politiske beslutningstageres opmærksomhed på Novozymes og for at sætte fokus på, hvordan bioinnovation kan bidrage til at løse miljø- og klimaproblemer i Europa og resten af verden.

Grisene kommer!

Under Green Week vil EU-Kommissionen blive invaderet af små plasticgrise. Der vil være grise overalt: på kommissærernes talerstol, på toiletterne, i korridorerne – allevegne! Grisene vil være forsynet med budskabet "en gris er ikke kun en gris".

Det er nemlig præcis det, Novozymes ønsker, at deltagerne i Green Week skal bide mærke i. Lige som et vaskemiddel ikke bare er et vaskemiddel, læder ikke bare er læder, osv. Der er faktisk en stor forskel: Små, usynlige enzymer, som på forskellige måder bidrager til at nedbringe brugen af naturens ressourcer, CO2-udslip, barske kemikalier og meget andet. Den eneste måde, man kan se forskellen på, er ved at udføre livscyklusvurderinger (LCA), som kan afsløre et produkts påvirkning af miljøet "fra vugge til grav".

På basis af livscyklusvurderinger ved vi med sikkerhed, at hvis alle grise i Europa fik foder tilsat enzymet xylanase, ville deres fordøjelse blive forbedret i en sådan grad, at CO2-udledningen i Europa ville blive reduceret med 4 mio. tons om året. På samme måde kan der potentielt spares 12 mio. tons CO2 om året, hvis alle indbyggere i Europa vaskede deres tøj ved 30°C. Det svarer til CO2-udledningen fra 3 mio. biler.

Virksomhederne må bidrage

For at forbrugerne, de politiske beslutningstagere og industrien kan vælge de rigtige løsninger på de globale miljø- og klimaproblemer, ønsker Novozymes at vise, at der er behov for at anvende videnskabelige metoder som for eksempel livscyklusvurderinger.

“Det store spørgsmål er, hvordan vi knækker kurven, hvor vækst fører til højere ressourceforbrug og skader på miljøet. Og her kan livscyklusvurderinger faktisk bruges til at vise, hvilke løsninger der fungerer bedst,” siger Nickie Spile.

“Green Week er traditionelt et arrangement for politiske beslutningstagere, ngo'er og offentlige institutioner. Ved at deltage som virksomhed håber vi, at vi kan få sat fokus på vigtigheden af, at virksomhederne giver deres bidrag til udviklingen af politiske løsninger på fremtidige udfordringer,” siger Nickie Spile. “For at kunne gøre det på en effektiv måde er det vigtigt at være til stede i Bruxelles, både når beslutningerne træffes, og når der afholdes arrangementer som Green Week.”
 
Copyright © 2008 Novozymes.