SØG
 

January 07 2008 / Presse

Novozymes indstiller streptokokbaseret produktion af hyaluronsyre

Novozymes har besluttet at lukke sin produktionsenhed i Shandong-provinsen i Kina pr. 7. januar 2008. Som følge af lukningen vil Novozymes ikke længere fremstille eller sælge streptokokbaseret hyaluronsyre, men vil fortsat have fokus på Bacillus-baseret hyaluronsyre.

Fabrikken i Shandong-provinsen i Kina, der fremstiller streptokokbaseret hyaluronsyre (sHA), blev erhvervet af Novozymes i begyndelsen af 2006 som et supplement til Novozymes’ eksisterende produktion af Bacillus-baseret hyaluronsyre (bHA).

Novozymes lukker nu fabrikken i Kina som følge af den ugunstige markedsudvikling. Især det øgede prisfald på sHA på kosttilskudsmarkedet og lave vækstudsigter for de tekniske markeder betyder, at de forretningsmæssige forudsætninger, der lå til grund for købet, ikke længere er til stede. Beslutningen får ingen væsentlige økonomiske konsekvenser for Novozymes.

Fabrikken beskæftiger i alt 132 medarbejdere. Novozymes vil så vidt muligt hjælpe alle medarbejdere i forbindelse med lukningen.

På basis af den stigende interesse for HyaCare®, der er baseret på Novozymes’ patenterede bHA-teknologi, fastholder Novozymes sit fokus på bHA-anvendelser i den høje ende af markedet. Novozymes samarbejder p.t. med en række partnere med henblik på at undersøge produktets anvendelsesmuligheder inden for indgivelse af kræftmedicin og avanceret celleterapi (tissue engineering), herunder hud- og bruskreparation og knoglegendannelse. I dag anvendes HyaCare® i kosmetik og i øjenprodukter som for eksempel øjendråber, kontaktlinserens og kontaktlinse-coating.
 
Copyright © 2008 Novozymes.