Den europæiske brancheforening Euro Fed Lipid, der repræsenterer olie- og fedtstofindustrien i Europa, har tildelt Novozymes den prestigefyldte pris European Lipid Technology Award 2008. Prisen gives for Novozymes’ proces til enzymatisk omestring.
Ifølge Hans Christian Holm, Novozymes’ Global Marketing Manager for olie & fedt, er fordelen ved den enzymatiske proces frem for den traditionelle, at der ikke dannes transfedtsyrer, som mistænkes for at øge risikoen for hjerte-kar-sygdomme.
Transfedt findes typisk i produkter som margarine, kager og chips og opstår i en produktionsproces, som sigter mod at opnå den rette smeltetemperatur i slutproduktet, så chokoladesmåkagen så at sige smelter i hånden og ikke i munden.
Traditionelt bruger man hærdede fedtstoffer, som indeholder transfedtsyrer, eller en kemisk omestring, som giver en dårligere oliekvalitet og er sikkerheds- og miljømæssigt problematisk. Ved at bruge den enzymatiske omestring i produktionen undgår man transfedtsyrer, skåner miljøet og får et mere naturligt produkt med naturlige smagsstoffer og bevarelse af andre sunde stoffer i olien.
Voksende marked
Det har ifølge Hans Christian Holm taget nogle år at få overbevist kunderne om den nye teknologi, da det kræver ændringer i deres produktionsproces. Det, der har gjort udfaldet, er det stigende fokus, der gennem de senere år har været på netop transfedtsyrer og deres sundhedsskadelige virkninger.
European Lipid Technology Award 2008
Prisen bliver uddelt hvert år af Euro Fed Lipid, der er den europæiske brancheforening for olie- & fedtstofindustrien, og anses for at være den mest prestigefulde pris inden for dette felt i Europa.
Det er Unilever, verdens førende producent af margarine, som har indstillet Novozymes og Hans Christian Holm til prisen.