June 19 2008 / Presse

Pressemeddelelse:

Novozymes gør sin indflydelse gældende på global klimakonference

Hvordan skal vi tackle klimaforandringerne? Det er emnet på en forskerkonference med titlen "Innovation in Climate and Energy" (Fornyelse på området klima og energi), som afholdes i København i disse dage, og som har deltagere fra hele verden. Konferencen er et vigtigt skridt på vejen mod COP15-konferencen i København i 2009. Novozymes deltager sammen med 70 af verdens førende forskere, repræsentanter fra erhvervslivet og regeringsledere i debatten under hele konferencen. Novozymes’ bioinnovation er én måde at tackle problemerne med de globale klimaforandringer på.

Konferencen er arrangeret af Copenhagen Climate Council og Center for Information Technology Research in the Interest of Society (CITRIS) fra University of California, USA. Resultaterne af konferencen vil danne grundlag for den såkaldte innovationsdagsorden for verdenskonferencen om klima, som bliver afholdt i København i maj 2009.

Novozymes' administrerende direktør, Steen Riisgaard, siger: “Denne konference er en god lejlighed til at gøre vores indflydelse gældende i klimadebatten. Det er meget interessant for os at deltage i dette på en gang videnskabelige, politiske og forretningsmæssige forum.”

På udkig efter innovative løsninger

På konferencens første dag deltager Steen Riisgaard og to af Novozymes' topforskere i en række rundbordssamtaler, som kun få er indbudt til at deltage i. Drøftelserne vil dreje sig om mulighederne for at lempe klimaforandringerne ved hjælp af ny teknologi, nye forretningsmodeller og politisk nytænkning.

I løbet af de to dage, konferencen varer, vil Steen Riisgaard også bidrage til debatten med præsentationer om bioteknologi og effektiv udnyttelse af energi ved hjælp af industrielle enzymer.

Han siger: “Efter min bedste overbevisning har vi kun set starten på, hvad bioteknologien kan gøre for os med hensyn til at spare energi og vand. Ved at anvende vores teknologier kan verden producere mere med mindre og således forbedre udnyttelsen af naturens ressourcer. Ifølge et groft estimat har vores produkter reduceret CO2-udledningen på verdensplan med ca. 20 mio. tons i 2007 alene – hovedsagelig fordi det ganske enkelt er energibesparende at anvende enzymer sammenlignet med traditionelle processer."

Organisatorer

Hvis du vil vide mere om konferencen, kan du besøge: www.copenhagenclimatecouncil.com/events

Hvis du vil vide mere om Novozymes, så gå ind på: www.novozymes.com

Copyright © 2008 Novozymes.