Personalegoder i Danmark

Vi ved hvor vigtigt det er at passe godt på vores medarbejdere da de er fundamentet for vores succes. Se her hvad vi tilbyder størstedelen af vores medarbejdere i Danmark.

Flextid

Det kan nogle dage være svært at få privatliv og arbejdsliv til at passe sammen. Derfor tilbyder vi flextid til de medarbejdere, hvor det fungerer med deres arbejdsopgaver.

Hjemmearbejde

I det omfang det passer med opgaverne kan vores medarbejdere arbejde hjemmefra. Novozymes betaler for en stor del af medarbejderne derfor også ADSL forbindelse og stiller en arbejdsmobil til rådighed.

Ekstra feriedage

Vores medarbejdere er passioneret omkring deres arbejde hos Novozymes, og det gengælder vi med ekstra fridage. Alle medarbejdere har udover deres fem ugers ferie syv feriefridage. Derudover har vi ekstra fridage d. 24. og 31. december, Grundlovsdag og i forbindelse med bryllup, sølvbryllup, ved flytning mm.

Forældreorlov

Vi støtter selvfølgelig vores medarbejdere, når deres familie forøges. Vi tilbyder 36 ugers fuld betalt orlov til mødre og/eller 25 ugers fuld betalt orlov til fædre. Hvis begge forældre er ansat hos Novozymes, kan de dele op til 53 ugers fuldt betalt orlov.

Børnepasning i Bagsværd

For at gøre en travl hverdag lettere for vores medarbejdere med børn, har vi en børnehave tæt på vores bygninger i Bagsværd. Ansøgning om plads er dog påkrævet, og der kan være venteliste.

Pensionsordning

Vi tilbyder en attraktiv pensionsordning som også inkluderer en ulykkesforsikring samt en livsforsikring, der sikrer vores medarbejdere og deres familier i tilfælde af alvorlig sygdom eller dødsfald.  

Fitness center i Bagsværd og Kalundborg 

I både Bagsværd og Kalundborg kan du til en fordelsagtig pris få adgang til veludstyret fitnesslokaler med mulighed for at deltage på forskellige typer fitnesshold med instruktør, bl.a. bodybike og yoga.

Kantineordning og take away 

Vi tilbyder vores medarbejdere sunde, nærende måltider igennem vores kantineordning. For et mindre beløb kan du hver dag spise dig mæt i en lækker, sund buffet med varierende udvalg. Ligeledes kan du hver dag bestille mad med hjem til familien.  

Fritidsklubber

Find kollegaer, der deler dine fritidsinteresser, i en af vores mange fritidsklubber. Vi har både cykelklub, løbeklub, dykkerklub, og vinklub mv. – der findes sikkert en klub, der matcher dig.

Feriehuse

Hvis du nyder at komme væk fra de vante omgivelser i din ferie, kan du oveveje at leje et af vores feriehuse til gode priser. Vi tilbyder ca. 100 feriehuse og lejligheder i Danmark og Europa. Der er både sommerhuse, lejligheder i populære skiområder, og lejligheder i Europæiske storbyer. Hvert år er der lodtrækning blandt alle medarbejdere, hvor du kan vinde retten til at leje til gode priser.

Hvis livet bliver svært

Skulle du opleve at blive syg eller få andre livsudfordringer, mens du er ansat i Novozymes, vil vi gøre vores bedste for at hjælpe dig. Skulle du blive syg og have svært ved at bestride dit job, vil vi hjælpe dig gennem en koordineret indsats fra vores læge og vores HR afdeling forhåbentlig med tilbagevending til eget job men måske alternativt til anden stilling i Novozymes. Vi har endvidere ansat en socialrådgiver, der kan hjælpe dig, hvis du får personlige eller arbejdsrelaterede problemer og har brug for hjælp fra en faglig og uvildig hånd. Vi er tilknyttet en misbrugsafvænning og tilbyder også advokatbistand, hvor du kan få indledende hjælp, hvis du havner i en særlig vanskelig social situation fx i forbindelse med dødsfald eller skilsmisse.

Og alt det andet

Herudover tilbyder vi meget mere eksempelvis har vi selvfølgelig også en stor årlig sommerfest hvor musikere som Nik & Jay, Thomas Helmig og Outlandish har optrådt gennem tiderne; vi giver en stor julegave hvert år; årligt kan du også få et sundshedstjek af vores egne sygeplejesker og læger, og vi har cykelværksted og renseriservice.