Laborantpraktikant

– spil aktivt med i forskningen

Adgangskrav: Eksamen fra en laborantskole (1½ års studier)
Elevtid: 1 år
Eksamen: 7 ugers projektopgave
Arbejdssted: København eller Kalundborg
 

_LS_4272Hvem er du?

Du har interesse for kemi, fysik eller biologi, har lyst til praktisk laboratoriearbejde og ønsker en kortere videregående uddannelse. Du har gå-på-mod og arbejder systematisk og selvstændigt. Du er en udpræget teamplayer og trives godt i et uhøjtideligt miljø.
 

Hvad laver en laborant?

Verden skal analyseres – og der står laboranter bag! Mange ting fra din hverdag er blevet grundigt analyseret i et laboratorium. Det gælder colaen du drikker, osten du spiser, medicinen du indtager, tandpastaen du bruger, og meget mere.

Som laborantpraktikant i Novozymes vil du f.eks. komme til at beskæftige dig med enzymanalyser, formulering af produkter, proteinkemi, molekylærbiologi, gæringsteknologi eller test af enzymers anvendelse. Du kan komme til at arbejde med enzymer, der f.eks. anvendes inden for tøjvask, fødevarefremstilling, dyrefoder eller Bio-fuel.

Hvordan er uddannelsen?

Du bliver en del af et udfordrende og internationalt forskningsmiljø, hvor der også er plads til at have det sjovt. Din vejleder og øvrige kolleger vil sørge for, at du bliver oplært i de teknikker og det apparatur, som er relevant for netop din afdeling.
 
Som laborantpraktikant får du mulighed for at stifte bekendtskab med alment laboratorie- og driftsarbejde, proteinkemi eller molekylærbiologi. Vi benytter os af de nyeste teknikker og apparatur inden for alle områder Novozymes har mange elever, så dit netværk bliver stort. Flere gange om året mødes du med andre om faglige emner og sociale aktiviteter.
 

Hvad er dine fremtidsmuligheder?

Som udlært laborant er der mange jobmuligheder. For eksempel kan du få arbejde inden for enzym-, medicinal- eller levnedsmiddelindustrien. Dine arbejdsopgaver kan variere meget inden for eksempelvis forskning, udvikling eller kvalitetskontrol.
 
Som udlært kan du søge stillinger i Novozymes eller andre virksomheder. Du har også mulighed for at videreuddanne dig, og laborantuddannelsen giver merit på visse videregående uddannelse.