Smedelærling (rustfast)

- få tingene til at hænge sammen

​Adgangskrav: Grundforløbet Produktion og udvikling – hovedforløb Smed fra en teknisk skole (ca. 20 ugers studier)
Elevtid:  3½ år
Skoleophold: Ca. 45 uger – fordelt over elevtiden
Eksamen: Svendeprøve
Arbejdssted: København, Bagsværd eller Kalundborg

Hvem er du?

Du er interesseret i metalarbejde og vil gerne arbejde i en stor virksomhed som smed. Du tager initiativ, er selvstændig, ansvarlig og har lyst til teamwork. 

Hvad laver en rustfast smedelærling?

En rustfast smed opererer inden for alle områder af smedefaget. Typiske arbejdsopgaver er reparation på tanke og rørsystemer af ventiler, pumper og andre komponenter, fremstilling af mindre konstruktioner i rustfrit materiale, svejsning med forskellige processer og deltagelse i projekter.

Hvordan er uddannelsen?

Uddannelsen indeholder blandt andet fag som tegningslæsning, pladeudfoldning, svejsning, projektarbejde og en masse andet. I virksomhedspraktikken bliver du forberedt og oplært i de forskellige teknikker, så det passer med de skoleophold, du skal på under din uddannelse.

I dit team er der en elevvejleder, som løbende sørger for opfølgning på din uddannelse. I uddannelses¬forløbet kommer du rundt i afdelingerne for at få et indtryk af, hvordan deres produktion og arbejdsgange fungerer. Som uddannelsesplan følger vi skoleplanen.

Novozymes har mange elever inden for forskellige fagområder, så dit netværk bliver stort. Du kommer til at mødes med andre elever til sociale aktiviteter.

Hvad er dine fremtidsmuligheder? 

Der er konstant behov for kvalificerede smede med sans for kvalitet, og efter endt uddannelse vil du have en god ballast til at søge job både i Novozymes eller en anden virksomhed eller til at læse videre.