Benny D. Loft udnævnt som ny koncerndirektør og Chief Financial Officer for Novozymes

Vi kan med glæde meddele, at bestyrelsen har godkendt udnævnelsen af Benny D. Loft som ny koncerndirektør og Chief Financial Officer for Novozymes. Han efterfølger Per Månsson, som døde den 17. november.

Benny D. Loft, 41, får ansvar for Finance, Investor Relations, IT og Legal Affairs.

Benny D. Loft er cand.merc.aud. fra Handelshøjskolen i København og blev statsautoriseret revisor i 1996. Før Benny kom til Novo Nordisk i 1998 som chef for koncernregnskab, koncernbeskatning og skatteplanlægning samt lager- og produktionsøkonomi, arbejdede han i ti år for Price Waterhouse som konsulent og revisor for blandt andet Novo Nordisk.

Benny D. Loft deltog aktivt i arbejdet med spaltningen af Novo Nordisk og Novozymes, herunder også i spaltningsstyringskomiteens møder. Han var blandt andet ansvarlig for delingen af de to virksomheders koncernregnskaber og koncernbeskatning. I samme periode var han ligeledes ansvarlig for opbygningen af Novozymes’ finansafdeling.

Siden Novozymes blev et selvstændigt selskab i 2000, har Benny ikke kun været direktør for Finans, men har også arbejdet med akkvisitioner og forhandlinger og har deltaget i en række styringsgrupper vedrørende etik, bæredygtighed og forretningsudvikling.

Udnævnelsen sker med øjeblikkelig virkning.