Koncernregnskab for 2010

Flot helårsresultat for 2010 og gode udsigter for 2011

Salg og indtjening steg kraftigt i 2010. Der var overordnet høj efterspørgsel i enzymforretningen, og omkostningerne blev holdt under kontrol. For 2011 forventes salget at stige 7–10% i danske kroner, i lokal valuta og organisk. Vi forventer en stigning i resultat af primær drift på 8–11% og en overskudsgrad på 21–22%, inklusive investering af 150 mio. kr. til yderligere tiltag inden for forskning og udvikling samt forretningsopbyggende aktiviteter. Årets resultat forventes at stige 8–11% med investeringer på omkring 1.400 mio. kr. og frie pengestrømme før opkøb på 900–1.000 mio. kr. En eventuel effekt af opkøbet af EMD/Merck Crop BioScience er ikke indregnet i forventningerne til 2011.

Vi opnåede følgende resultater i 2010:

    • Salget steg 15% i danske kroner, 10% i lokal valuta og 11% organisk i forhold til 2009
    • Bruttomarginen var 55,7% i forhold til 55,6% i 2009
    • Resultat af primær drift var 2.117 mio. kr., en stigning på 25% i forhold til 2009
    • Overskudsgraden var 21,8% mod 20,0% i 2009
    • Årets resultat var 1.614 mio. kr., en stigning på 35% i forhold til 2009
    • Nettoinvesteringer før opkøb udgjorde 1.326 mio. kr. mod 978 mio. kr. i 2009
    • Frie pengestrømme før opkøb var 998 mio. kr. mod 839 mio. kr. i 2009
    • Afkast af investeret kapital, inklusive goodwill, var 22,2% mod 20,3% i 2009

Det har været et rigtig godt år for Novozymes, og jeg kan kun være yderst tilfreds med, at vi allerede i 2010 kunne leve op til de langsigtede finansielle mål, som vi meldte ud i starten af 2009. Vi opnåede flotte resultater for salg, indtjening og pengestrømme samt bæredygtighed. Det glæder mig også, at det i slutningen af december lykkedes os at få underskrevet en aftale med det formål at overtage EMD/Merck Crop BioScience, som er aktiv inden for biologiske landbrugsprodukter, et interessant og lovende område. Vi forventer fortsat positiv salgsvækst i 2011, og på trods af at vi øger vores aktivitetsniveau, forventer vi stadig at opnå en meget pæn overskudsgrad i 2011, der ligger over vores langsigtede mål,” siger Steen Riisgaard, administrerende direktør.

Læs hele meddelelsen