Group Financial Statement for 2015

Solide finansielle resultater i 2015; for 2016 forventes 8-10% stigning i årets resultat på trods af udfordringer for salgsvæksten

2015: Salget steg 4% organisk og 12% i danske kroner. Resultat af primær drift steg 15%, og overskudsgraden var 27,7%. Årets resultat steg 12%. I 4. kvartal steg salget 2% organisk og 9% i danske kroner i forhold til 4. kvartal 2014.

2016: Den organiske salgsvækst forventes at blive 3-5% (3-5% i danske kroner). Resultat af primær drift forventes også at stige 3-5%, og overskudsgraden forventes at blive ca. 28% - på niveau med 2015. Væksten i årets resultat forventes at blive 8-10%.

Langsigtede mål: Novozymes fastholder sin ambition om at øge den organiske salgsvækst til 8-10%, men som følge af de nuværende lave råvarepriser og den usikkerhed, de medfører for bioenergi og væksten på udviklingsmarkederne, forventer Novozymes en årlig organisk salgsvækst i 2017 og resten af dette årti på niveau med den historiske salgsvækst på 6-7%. De langsigtede mål for overskudsgrad, afkast af investeret kapital og bæredygtighed er uændrede. Der planlægges et nyt aktietilbagekøbsprogram på op til 2 mia. kr. i 2016.

Peder Holk Nielsen, Novozymes' adm. direktør, har følgende kommentar:
"Vi leverede pæne finansielle resultater i 2015, på trods af at salgsvæksten var udfordret, især inden for bioenergi. I 2016 forventer vi at arbejde os igennem disse udfordringer og opnå solid organisk salgsvækst i størstedelen af vores forretning. Vi har fokus på at få væksten op så hurtigt som muligt, samtidig med at vi holder et vågent øje med omkostningerne. Vi forventer fortsat høj rentabilitet, hvilket vil muliggøre en knap tocifret vækst i årets resultat. Derudover giver vores stærke balance os mulighed for at påbegynde et nyt 2 mia. kroners aktietilbagekøbs-program."


Læs hele meddelelsen i pdf