8. februar 2010
Page Content
Tirsdag den 9. februar kunne Novozymes fejre en udvidelse af sine laboratorie- og forskningsfaciliteter i Beijing.
Danmarks klima- og energiminister Lykke Friis (V) er for tiden i Kina, og her klippede hun snoren til Novozymes’ nye lokaler. I sin åbningstale kom hun ind på nødvendigheden af en bæredygtig fremtid:
”Fossilt brændstof udgør en meget stor del af energiforsyningen i vores samfund. Her i Kina kommer mere end 90% af energien fra kul eller olie. Det er en situation, der giver os store udfordringer. Derfor glæder det mig at se, når virksomheder går nye veje og udvikler for morgendagen,, sagde Lykke Friis.
Åbner nye døre
Ministeren omtalte bioteknologi som en del af løsningen på dette problem.
”Biomasse er en meget værdifuld energiressource, helt ligesom sollys and vind. Bioteknologi åbner en dør til et samfund, der er baseret på fornybare ressourcer, for eksempel biomasse til transport og andre forbrugsvarer. Og jeg er glad for at se det samarbejde, der findes mellem Danmark og Kina inden for dette felt.”
”Indvielsen af Novozymes' nye faciliteter er et rigtigt godt eksempel på nye måder at håndtere klimaforandringer og udvikling af alternative energier på,” lød det i ministerens tale.
Mere plads til samarbejde med kinesiske partnere
Michael Fredskov er Vice President for Novozymes i Kina, hvor laboratorie- og forskningsfaciliteterne nu udvides til det dobbelte. Han sagde i sin tale ved indvielsen
“Udvidelsen sker for at styrke vores forskning inden for biomasse til blandt andet avanceret biobrændstof, der er lavet på restmaterialer som for eksempel halm. Her i Kina har vi indgået samarbejde med to vigtige partnere på det felt, nemlig COFCO og Sinopec."
Novozymes har i alt ca. 200 ansatte i Beijing, heraf ca. 100 medarbejdere i forskning og udvikling.
”På samme måde udvider vi også vores laboratorier her i Kina, fordi vi på andre felter vil være tættere på vores kinesiske partnere. Det handler om, at vi udvikler løsninger, der skal være målrettet kinesiske forhold og det kinesiske marked,” lød det fra Michael Fredskov.